Morgenmaden havde vi bestilt til kl. 8. Vi spiste den ude på afsatsen, hvor der var sat nogle små borde op. Der var æg, der blev holdt varme til os i blå æggeformede æggevarmere, der var juice og kaffe, rugbrød, grove og fine rundstykker, ost og skiver af forskellige pølser. Vi kunne høre et par spise morgenmad på afsatsen ovenover. Vi lyttede og blev enige om, at det nok var finsk, de talte. Senere, da fruen deroppefra slæbte baggage ned ad trappen og sagde, “God morgon” til os, blev dette bekræftet. Manden havde nok ikke lyttet til vores sprog eller ikke set vores danske nummerplade, for han havde sagt “Guten Morgen”.
Vi bladrede i brochuer i husets samling og enedes til sidst om, at vi da kunne cykle til Plön og gå ind i turistkontoret og finde kort, og så blive enige om, hvad vi skulle videre derfra.
Da vi trådte ud af det kølige hus, var det varmere, end vi havde troet. Cykelturen til Plön var ikke slem, og det var også nemt nok at finde ind i Plön og ind til stationen. Vi tog lidt brochurer og købte et cykelkort og nogle postkort og frimærker, og besluttede os for en tur at køre.
V cyklede ud ad byen igen, ned langs søbredden, igennem et velbjerget villakvarter og videre igennem skov. På et tidspunkt, da det gik hurtigt nedad på en meget ujævn skovvej, røg F.’s cykeltaske af baggagebæreren. Den sad dog stadig fast forneden ved hjulet og bumpede hen ad skovvejen. Det kunne være gået helt galt, og F. var klar til at skrotte tasken og købe en bedre; men han fik den sat fast igen, og vi kørte videre. Vi drejede dog forkert i forhold til den tur vi havde planlagt, og kom nord om Dieksee til Bad Malente, hvor vi gjorde holdt ved en bager med cafe. Der fik vi Brötschen med henholdsvis kalkun og fisk og noget at drikke. Vi kiggede os lidt om i byen, før vi kørte videre
På vejen tilbage mod Grebin er der et højdedrag i skoven, hvor der er et udsigtstårn, som vi havde set nede fra vejen; men vi ville hellere hjemad end kigge på tårnet. Det var en lidt hård tur, og det var varmt nu her i middagsheden. Efter højdedraget var der sus nedad og et skarpt sving, som skræmte mig lidt - dog ingen problemer.
Tilbage ved Haus Fahrenkamp måtte vi tanke op (altså drikkelse), men kørte dog snart efter afsted igen for at finde ned til de nærmest liggende søer. Vi kørte ned ad en skovvej; men den endte ved et port og et hegn og et privat-skilt. Øv. Vi prøvede et andet sted, men fandt heller ikke her vej til nogen sø. Til gengæld fandt vi en restaureret mølle og fotograferede den samt en flok heste, der gik i en fold eller retterede stod samlet så tæt inde under træets skygge som muligt, mens de stod helt stille og åndede tungt af varme

Heste ved Grebiner Mühle
Så kørte vi tilbage til huset og gik op i bad og lavede senere lidt kaffe, som vi tog med ned i haven sammen med mappen med brochurerne. Da vi gik ud ad døren, var det næsten lige som, dengang vi stod ud af et fly og ned i Korsikas hede - altså drønvarmt. Vi fandt lidt skygge i et lille lysthus af tujaer, der var plantet i en cirkel. Jeg gik hen til termometeret på husmuren og så, at det viste 33 grader. Så forstod vi bedre, at det havde været hårdt at cykle. Da vi havde siddet og læst et stykke tid, byggedes der en skybanke op, og senere lød der dråber mod bladhanget, og der faldt nogle store tunge tordenvejrsagtige dråber. Vi skyndte os ind; men det blev ikke til mere.
På vejen hjem fra vores tur var vi kørt forbi Grebiner Krug, og i huset var der et spisekort derfra. Det så OK ud, så vi kørte derned for at spise aftensmad. Vi fik schnitzler, jeg sigøjner- og F. jæger- Det smagte godt: kødet var mørt, og vi var sultne, så det bekom os vel. Bagefter fik vi is med rote Grütze, en af mine tyske svagheder, som også passer godt sammen med is. Betjeningen var venlig og hyggelig. Jeg spurgte til vejrudsigten for morgendagen - kromutter, som vistnok hed Hannelore, mente: blandet
Vi cyklede tilbage mætte og trætte og smed os på sengen i værelset og tændte fjernsynet for at finde en vejrudsigt. TV meldte i hvert fald om årets varmeste dag i Tyskland: 37 grader havde det været i Mainz - og om blandet vejr i morgen.
