Dansen mod vinter.
Novembervind suser derude,
og mørket står fløjlssort tæt på min rude.
Men jeg vil derud for at vandre
alene i mørket og skjult for de andre.
Urørlig og tryg i min frakke
jeg går ad den mørke og blæsende vej,
hvor bladene daler og danser
og hvirvler mig ind i den brusende leg
Jeg går gennem huler af mørke.
I skjul og i ly kan jeg glemme den tørke,
som sugede bort alle væsker.
Her vindene lindrer, og regndråber læsker.
Og blæsten er krævende kærtegn.
Jeg føres og bæres i dårende dans.
Jeg lader mig lokke, forføre.
Min partner er blæsten, der si’r jeg er hans.
Vi danser mod frostklare nætter
med glitrende sne og med stjernepailletter.
Når ud, der hvor årshjulet vender,
hvor forårstegn anes, og undere hænder:
Naturen, det stærkeste under -
det føles så trygt, når man giver sig hen.
For jeg er som menneske lille;
men livet er stort …. Lad os danse, min ven!
Tekst: Grethe Hansen
