Startside -> Mine digte -> Rod i virkeligheden

Med rod i virkeligheden

Disse tekster har på en eller anden måde rod i virkeligheden. De kan handle om eller være inspireret af minder eller oplevelser f.eks. på rejser.

Ligusterhonning

Ligusterbuskes blomster lyser hvide.
Her på en bænk ved stien sidder jeg
og skriver kruseduller på en side
midt i en gammel park på Finsensvej.

Omkring mig dufter som en honningkrukke,
hvor tanker og erindring hænger fast.
Jeg hører vandbassinets bølger klukke
og råb og latter fra en legeplads

Og minder går med våde barnefødder
på legepladsens planker, der er grå
Og henne under hækken er der rødder.
Jeg tænker på, hvor langt ind de kan nå.

Ja, lyde hænger fast i honningduften.
De sniger sig i mine drømme ind.
Og tiden leger lege med fornuften:
Hypnosehonningduftetankespind

(Østergård, juli 2011 - 1)


Om at høre til ?

Jeg blev sået på stenbro
og voksede fint
plantet om
også der slog jeg rødder.
Og nu sælges den jord,
som jeg groede i.
Er det ret,
at mit hjerte nu bløder?

Har jeg virkelig rod,
stod jeg faktisk så fast
i en jord,
hvor jeg ikke blev sået?
Er jeg sentimental
over lænker, der brast,
eller over en tid,
der er gået?

Jeg har troet engang,
jeg var bare på træk,
ingen ejendom kunne mig binde.
Jeg har opfattet nu,
at jeg bindes for let
til de ting,
som så let kan forsvinde.

Så hvad gør man ved det?
Kan jeg finde et råd?
Er der nogen grund
til at forklare det?
Der er kun det at sige
så vidt jeg kan forstå:
Vi skal nyde det, vi har,
mens vi har det.


Hr. Ingolf

(eller: Du bliver smuk af at synge)

Hr. Ingolf kom til skolen
en formiddag, hvor solen
fik landet til at lyse og luften til at le.
Så sad vi der i salen,
til vi fik ondt i halen.
Men det var værd de ting, vi fik høre og fik se.

Der spilled’ han os sange,
de korte og de lange,
de nyere på guitar, de ældste på en luth.
Og mens han sang og spilled’,
forandred’ han sig stille,
så han fik skær af skønhed, før sangen den var slut

Nu er det længe siden;
og den solide viden,
vi dengang fik i skolen, er godt og grundigt brugt.
Men en ting står tilbage
i mine voksne dage:
den viden, at musikken og sang gør livet smukt.

For når vi står og synger,
os ingen sorger tynger.
Derfor er vi så kønne, som alle her kan se!
Hr. Ingolf kom til skolen,
og stadig skinner solen,
og stadig lyder sangen -
det smukke hænger ve’


Motorvejen

Kører under mange broer, når jeg kører hjem fra job
Ser en masse korte "filmklip", når jeg bare kigger op.
Sidder så og fantaserer over, hvad så mer' der sker ...
Jeg kan ikke gøre for det. Det er bare så’n, jeg er.

Se deroppe står to knægte midt på bro’n og kigger ned
Mon de står og tæller biler, hva’ er eg’ntlig sjovt ved det?
Hvad mon deres leg går ud på? Mærker? Farver? Ny model?
Glæder de sig til den dag, hvor de må kører biler selv?

"Kom dog hjem din dumme køter! Hvor er du nu løbet hen?
Ku' du ikke bare vente på, at vi går tur igen!"
Hunden løber over broen. Lufter glad og fro sig selv.
- Det er faktisk alt, jeg ser, men tænker mit alligevel.

Jeg misunder folk på broen. Gid jeg var i deres sko
Hun der jogger, hun der rider på sin hest i fred og ro
De kan dreje ind i skoven. Ånde ind den friske luft.
Mens jeg sidder i min bilkø. Et er lyst og ét fornuft

Se den mand i kørestolen standser midt på broens spænd
Holder stille lidt og kigger, før han kører væk igen.
Hvordan er han blevet skadet? Var det et trafikuheld?
Jeg letter lidt på speederfoden. Tænker, det ku' vær' mig selv.

Sad jeg i det fly deroppe, ku’ jeg kigge ud og ned
og se rækkerne af bilers lys, der strømmer tyst afsted.
Så er motorvejen smuk som perler på en perlekrans
og trafikken glider let og hastigt som en kædedans.

Det er udsigtspositionen, der bestemmer, hvad du ser
og hvordan du nu opfatter alle ting, der for dig sker.
Har du overblik – samt blik for små nuancer på din vej,
da vil livet vise alle sine farver frem for dig.

(november 2002)

Møllevinger

Møllevinger svinger dovent i den lune aftenvind,
der hvor fede hvedemarker går som bølger i mit sind.

Kornets bølger følger vinden. Sindets har en anden takt.
Som en smertes hjerterytme. Som en sær forvirret magt.

Og pedaler maler mil til centimeter bag min ryg,
mens jeg jager sager fra en tid, da jeg var mindre tryg.

Her forsvinder minder, når jeg tvivler på, hvad jeg har set.
Hvor er huset? Suset rev det bort. Nej, her er intet sket .... !

(sommer 2007 - 2)


De sidste gamle mænd

Du ser ham fortælle på TV
han ligner enhver bedstefar
men de ting, han har at berette
på sjælen har givet ham ridser og ar

Som ung var han menig ved fronten,
hvor blodet og tårerne flød.
Et slag i den strengeste vinter.
Det endte i kaos med rædsel og død.

En af de sidste gamle mænd
Stemmen bli'r svag, når han husker igen
De sår, han har set
Den frygt, han har kendt
Anstændig fornuft,
som til vanvid var vendt
Nu skal han fortælle igen
En af de sidste gamle mænd


Han blev sendt i krigsfangelejer,
da slaget var tabt og forbi.
At arbejde, sulte og fryse
og kæmpe for livet blandt levende lig.

Utroligt – han opretholdt livet
og genså omsider sit land
Der fik han et liv som de fleste
- et langt liv, omend man kan spørge, hvordan

En af de sidste ….

Jeg tror, han er blevet så gammel
trods de sår og den kval han har lidt
for atter at nå at fortælle,
at ingen er helte, og krig er beskidt

En af de sidste ….

(marts 2003)


Foto fra Nolsø

På Nolsø engang i den drillende blæst
i sommeren 74
gik jeg en tur ved bygdens lille havn
alene og ung og på tværs.
Med sol-reflektioner i havvand og hår,
i vind, der fik gåsehud frem,
gik jeg der smilende, tabt i en drøm,
var fremmed og langt fra mit hjem.

En bådfuld turister med fremmede sprog
(jeg hørte, at een talte fransk)
steg nu i land ved bygdens lille havn,
og hvem skulle tro, jeg var dansk.
Og han, der var fransk, tog sit kamera frem
og tog så et foto af mig:
en indfødt – en færing – med drømmende blik
og tanken fortabt i en leg.

I en reol i et fotoalbum
er jeg måske nu sat ind.
Går jeg måske med falsk identitet
en tur i den drillende vind.
Havde han taget det billed’ af mig,
hvis han dengang havde vidst:
jeg var slet ikke en færing i sol,
men - som han selv - en turist?

En havheks, en huldre, en indfødt i sol
på Nolsø en pirrende dag
drømte en drøm – var selv en illusion
for en turist udefra.
Jeg kan da godt spille huldre for dig
en færing med kobberrødt hår,
når du i Frankrig fortæller om mig
og husker mig år efter år

(august 2005)



Med blikket mod det blå

Har du set hende stå
ved den vindblæste havn
med sit blik rettet ud mod det blå?
Hun, Sømandens Brud
- eller Mary af navn.
I hvert land kan du se hende stå

En var moder og hustru
og misted' sin søn
eller mand for en højere sag
- udødelig selv
og det er hendes løn
skabt i sten til den yderste dag

En står højt på en sten
ved den tågede fjord
Hun var Mary og digterens ven
Nu minderne om hende
ses blandt hans ord,
de så aldrig hinanden igen

Også Sømandens Brud
står og stirrer mod hav
der hvor mand eller elsker forsvandt
Skønt sømanden mødte
sin ensomme grav,
heller ikke sin elsker hun vandt.

Ja, i Skotland, i Frankrig
- i Sverige med
står hun vagt ved den vindblæste havn
- kan trøste dig,
hvis du besøger det sted,
med at andre end du kender savn

(oktober 2006)


Alle tekster af Grethe Hansen
1) har mel. af Christian Nemming, 2) har mel. af Grethe Hansen. De øvrige har mel. af Kurt Andersen.
Mine digte: Blandede bolcher Livssyn Relationer Året rundt

Startside Mine digte Min dagbog Homo scribens Visitkortet